FILMPRODUKTION 101: MANUSKRIPTSKRIVNING

Filmproduktion 101: Guides og inspiration til at lave film på budget

‍

Grundlæggende manusteknikker og fortællestruktur

‍

‍

Et godt manuskript hviler først og fremmest på en god historie. Men hvordan historien bliver fortalt, det bliver først rigtig tydeligt i manuskriptet. Her finder din ide sin endelige struktur, dialogen bliver til og hver eneste lille hændelse bliver beskrevet, så alle på produktionen kan se historien for sig, når filmen skal optages.

‍

I artiklen her gennemgår vi nogle af de ting, der er gode at vide, når du skal skrive dit manuskript. Vi kigger på kendte fortællestrukturer og manusbegreber for til sidst at gennemgå, hvordan dit manuskript skal sættes op, så al nødvendig information er til stede, og manuskriptet ser professionelt ud.

‍

‍

Historie, plot og fortællestruktur

I manuskriptet finder din fortælling sin endelige struktur. Men hvad mener vi egentlig, når vi taler om fortællestruktur? For at forstå det, må vi først kende forskellen mellem historie og plot. Du har måske læst vores artikel om idéudvikling, har fundet på en god idé og tænkt over hvilket problem, filmens fortælling skal tackle. For at forme denne fortælling skal du nu skabe et plot. For hvor historien i filmsproget betegner hele din fortælling i kronologisk rækkefølge, så handler plot om, hvilke dele af historien, der præsenteres, rækkefølgen af begivenheder og hvordan de præsenteres.

‍

Når du skaber et plot, er øvelsen at finde frem til det ideelle dramatiske forløb for lige netop din fortælling. Den mest effektive historiefortælling er ikke altid kronologisk, den er ikke en gang altid logisk. I genrefilm bruger man f.eks. ofte begrebet suspension of disbelief om film, der er så medrivende, at man ser igennem fingre med, at historien har nogle logiske huller.

‍

Når du skal forme dit plot, må du derfor overveje, hvilke fortælleelementer du vil bruge for at levere den nødvendige information og fastholde publikums nysgerrighed. Forløber plottet kronologisk eller gør du brug af flashbacks eller flashforwards? Skal der være en voice-over? Er personen, der taler i voice-over også en karakter i plottet? Er voice-overen alvidende eller ej? Følger plottet én eller flere karakterer, og hvis det følger flere, mødes deres plotlinjer – deres individuelle fortælleforløb – så på et tidspunkt i filmen? Formidler du karakterernes sindstilstand gennem karaktersubjektivitet, hvor billede- og lydsiden udtrykker én karakters sindstilstand og blik på verden? Er der en særlig genre, som filmen hører ind under og som har nogle genretræk, du har lyst til at lege med?

‍

En god øvelse kan være at sætte sig ned og se en film, der handler om nogle af de samme emner som den ide, du går og arbejder på, og tænke over hvordan plottet er struktureret. Ser du en film, hvor det centrale problem er et mord, der skal løses, vil du f.eks. hurtigt opdage, at mange af dem gør brug af spring i tid, fordi de på den måde kan begynde med en meget dramatisk scene, der fanger vores interesse – f.eks. mordet. Derefter kan filmen så besvare alle de spørgsmål, vi sidder med, ved lidt efter lidt at vise, hvilke hændelser der gik forud for mordet.

‍

Til syvende og sidst handler arbejdet med at skabe filmens plot om at formidle den information, publikum skal bruge for at forstå historien – og dernæst at gøre det på den allermest interessante måde.

‍

‍

Fortællingens delelementer

Du har din historie på plads og du har måske nu også gjort dig nogle overvejelser om fortællestrukturen, ligesom du måske har lavet den step-outline, vi foreslog i artiklen om idéudvikling. Hvis du er kommet så langt, ved du også, at et manuskript består af en række scener. Men faktisk består et manuskript også af mange andre byggesten, der er gode at kende, når man skal få hver enkelt lille hændelse i manuskriptet på plads og se, om de passer ind i helheden.

‍

Hvis vi starter med scenen, kan den kort defineres som et forløb af hændelser og dialog, der udspiller sig på en specifik location og driver plottet fremad ved at skabe forandring for mindst én karakter. Inde i scenen findes fortællingens mindste delelement, nemlig et antal beats. Et beat er et skridt i historien, en karakterers handling eller reaktion, der leder videre mod næste beat.

‍

Forestil dig en scene med et kærestepar, John og Johanne, der er ved at gøre sig klar til en fest. <span style="color:#009b94;">Først driller de hinanden,</span> <span style="color:#f28b35;">men én af dem tager drilleriet ilde op, og de begynder at fornærme hinanden.</span> <span style="color:#ea523c;">Dernæst truer Johanne med at forlade John.</span> <span style="color:#b5a1cc;">Da de sidder i bilen på vej til festen, slår John i vrede ud efter Johanne.</span> <span style="color:#138dcd;">Johanne slår bremserne i, står ud af bilen og fortæller John, at hun går fra ham.</span>

‍

Som vi kan se, er denne scene bygget op omkring fem klare skift i handlingen, altså seks beats – her delt op i farver.

‍

Nu kommer vi så til sekvensen. En sekvens er en serie af scener, der ligger i naturlig forlængelse af hinanden, og som tilsammen ender med et dramatisk højdepunkt, der er større end i nogen enkelt scene. Sidste udvidelse er så en akt, der er en samling af sekvenser, som tilsammen ender på et dramatisk højdepunkt, der er endnu vildere end i nogen enkelt sekvens. Man opdeler typisk en film i tre akter, som derefter kan opdeles videre i sekvenser, scener og beats, for på bedst mulig vis at kunne diskutere med sig selv og andre, om ens fortælling har en stærk sammenhæng – både mellem hver enkelt lille beat og mellem hver sekvens og akt.

‍

Laver du en kortfilm, kan det sagtens være, at den klassiske tre-aktstruktur, som du kan høre mere om i videoen herunder, er for omfangsrig til en mindre film på 10 minutter. Men du vil måske stadig kunne bruge nogle af principperne om f.eks. spændingsopbygning og klimaks til at skabe det helt rigtige plot.

‍

‍

‍

‍

‍

Treatment

Nu er vi snart ved manuskriptfasen, men først er det, som vi nævnte i artiklen om idéudvikling, en god ide at lave et såkaldt treatment. Et treatment er på en måde en step-outline, der har fået vokseværk eller måske rettere et manuskript på slankekur. For typisk vil et treatment være skrevet i manusformat – bare fem gange kortere. Et treatment er nemlig en mere detaljeret beskrivelse af handlingen i hver enkelt scene end i din step-outline, men stadig oftest uden dialog. Her kan du beskrive scenernes stemning – hvordan månen oplyser nattehimlen, og den enlige kat der krydser vejen. Du kan beskrive visuelle elementer, lyde og små detaljer i billedet eller det tøj, en karakter har på, en særlig bygning osv. På den måde er et treatment en slags første udkast til dit manuskript, og det skelet, du kan bygge videre på med dialog og yderligere beskrivelse. Typisk vil én side i et treatment ende med at blive til omkring 5 manuskriptsider, hvilket skyldes, at dialog fylder rigtig meget. Men har du styr på dit treatment, kan det også være med til at danne billeder i dit hoved, der gør dialogen nemmere at skrive.

‍

Og hvordan skriver man så det treatment og manuskript, så det ser helt rigtigt og professionelt ud? Det kigger vi på nu.

‍

‍

Manuskriptets opsætning

Et manuskript ser næsten altid ens ud og er sat op på en måde, så alle fortællingens elementer er tydelige og overskuelige. Følger du den opsætning, vi forklarer her, kan du også regne med tommelfingerreglen om, at én manusside svarer til ét minut i din færdige film. Du kan skrive dit manuskript i et hvilket som helst tekstprogram, men der findes også programmer, der er specifikt designet til at skrive manuskripter i, heriblandt Final Draft, Moviemagic Screenwriter, Highland, Fade In og Kit Scenarist, hvoraf det sidste er helt gratis, mens flere af de andre tilbyder demo’er eller mange gratisfunktioner. Uanset hvilket program du bruger, giver vi her en introduktion til hvert element i et manuskript. I bunden af artiklen vil du desuden kunne finde et eksempel på, hvordan en side i et manuskript ser ud.

‍

Scene heading: En scene begynder altid med en scene heading. Her skriver du, om din scene foregår inden- eller udendørs, location og tidspunkt på dagen. Du skriver INT. for indendørsscener og EXT. for udendørsscener. Dernæst scenens location, f.eks. ”Johannes hus” eller, hvis scenen foregår i et specifikt rum, ”Johannes hus, soveværelse”. Til sidst skriver du tidspunktet som enten DAG eller NAT.

‍

Action line: Action line kommer lige efter din scene heading. Her beskriver du, hvad der sker i scenen, og du skriver det altid i nutid. Her kan du beskrive miljøet i scenen (også kaldet setting), vigtige genstande, karakterer og deres handlinger, ligesom du kan give læseren en fornemmelse for filmens tone gennem den måde, du beskriver handlingen på. Nogle ting skriver man med store bogstaver, for at læseren skal lægge ekstra mærke til det. Det gælder f.eks. første gang en karakter introduceres, hvor man også skriver karakterens alder i en parentes efter navnet. Andre ting, der typisk skrives med stort, er lyde, vigtige genstande eller andre elementer, der skal fremhæves for effektens skyld.

‍

Character cue: Et character cue signalerer, at nu skal nogen sige noget. Derfor er et character cue også helt simpelt en overskrift med navnet på den karakter, der skal tale. Du kan så tilføje en såkaldt character extension, som enten kan være (V.O.), der står for voice-over (karakterer, der ikke er til stede i scenen, men høres på lyden) eller (O.S.), der står for off-screen (karakterer, der er til stede i scenen, men ikke ses i billedet). På næste linje efter dit character cue, kan du i en parentes uddybe, hvordan dialogen skal fremføres, f.eks. ved at skrive (på engelsk) eller (anspændt) eller, hvis dialogen er rettet mod en specifik person, (til Johanne).

‍

Du kan også bruge en række termer til at forklare, hvordan filmen hopper fra en scene til den næste, f.eks. hvis der klippes abrupt til en anden location eller billedet langsomt toner ind i begyndelsen af en scene. Disse og andre uddybende begreber, forklarer videoen herunder nærmere.

‍

‍

‍

‍

‍

Tre korte råd til at forbedre dit manuskript

Du har nu lært mange af de begreber, man bruger i manuskriptfasen og er klar til at skrive løs. Vi runder derfor af med to små tips til at skrive så kreativt og engagerende som overhovedet muligt. God fornøjelse med dit manuskript!

‍

Show don’t tell

I film bruger man ofte begrebet eksposition om al den information, som du bliver nødt til at give publikum for, at de kan følge filmens handling – f.eks. om setting, baggrundshistorie og karaktertræk. Og når nu film er et visuelt og lydligt medie, hvorfor så ikke udnytte det ved at formidle informationen gennem andet end dialog? Tænk over, hvordan du kan lade seeren se eller høre vigitg information uden brug af replikker og skriv det ned i manuskriptets action lines. Har Johanne en halskæde på, der afslører, at hun er religiøs? Står der billeder på bordet, der viser os noget vigtigt om hendes ophav? Lyder der salmesang fra en radio i baggrunden?

‍

Jo mere præcist, du skriver, hvordan informationen kan ses eller høres, jo nemmere bliver det, når I står og skal optage filmen. Og samtidig er det en fantastisk øvelse til at tænke kreativt over, hvordan man kan gøre ekspositionen til en helt naturlig del af fortællingen, sådan at publikum, næsten uden at opdage det, forstår en masse – helt uden ord.

‍

Suspense, surprise, set up og pay off

Hvis vi ser en romantisk komedie, hvor en kvinde og en mand støder ind i hinanden på gaden, så kvindens taske og hele dens indhold flyver ud af hænderne på hende, går vi helt intuitivt ud fra, at de to nok vil mødes igen og måske endda ende sammen. Det gør vi, fordi vi kender genren, har set lignende scenarier før og forstår, at et møde i film næsten altid har en betydning for den videre fortælling. Du kan lege med publikums forventninger ved at gøre brug af set up og pay off. Når du laver et set up, introducerer du noget i plottet – f.eks. en kuffert – som vil få betydning senere i plottet – et pay off. Og du kan bruge set up/pay off til at skabe både suspense og surprise. Suspense betyder, at du trækker spændingen i langdrag, og et klassisk eksempel er at vise publikum, at der er en bombe (set up) under det bord, som to karakterer sidder og taler ved. Publikum ved, at bomben vil springe i luften og sidder nu spændte på at finde ud, om karaktererne når at opdage det, før bomben springer (pay off). Surprise er lige omvendt, for her sker der netop ikke det, som publikum forventer. Hvis vi i en film om en konge i 1800-tallet pludselig ser et rumskib ankomme, bliver vi overraskede. Vi forventede, at vi så et kostumedrama, og nu bliver vi nødt til fuldstændig at gentænke, hvilken genre filmen tilhører, og i hvilke retninger plottet nu vil gå. På den måde er både suspense og surprise effektive greb til at holde publikum på tæerne og skabe nysgerrighed.

‍

Gennemskriv – og gennemskriv igen

Når du skriver dit første udkast til et manuskript, kan det sagtens være, at det bliver alt for langt. Du har jo sikkert så mange gode action lines og en hel masse velskrevet dialog, og sådan skal det også bare være. Et manuskript er nemlig sjældent færdigt efter første udkast, så giv dig selv lov til at skrive løs fra begyndelsen og gå så det hele igennem igen – og gerne flere gange. Kig på, om der er noget, der kan undværes. Er der f.eks. en scene, der ikke rigtig fører nogen udvikling med sig? Læs det igennem og skær ned. På den måde bliver din fortælling helt skarp og klar til optagelse.