Ordbog

A
A

ADR / ADR-session
ADR / ADR-session

ADR er en forkortelse for "Automated Dialogue Replacement". Det bruges om processen af at genindspille replikker og lyde til film-, serie- eller TV-produktioner. Da nogle lydoptagelser fra et set kan være ufuldstændige eller på andre måder utilfredstillende, så optages de om igen i et lydstudie i en "ADR-session". Kendes også under betegnelsen ”post-synkronisering” eller ”eftersynkronisering

Adaption
Adaption

En adaption er en tilpasning af en historie fra ét medie til et andet. Det kan f.eks. være en bog, et teaterstykke eller et spil, der bliver lavet om til en film eller serie. Adaption er også noget man gør - man "adapterer" en bog til en film. Adaptionen kræver ofte ændringer i historiens handling, karakterer eller opbygning for at passe til det nye medie og dets fortællestil. Eksempel på en adaption: Alle Marvels superheltefilm er adaptioner af de oprindelige tegneserier.

Afrigge / nedrigge
Afrigge / nedrigge

At afrigge eller nedrigge vil sige, at pakke udstyr ned og rydde op, når en optagelse eller produktion er afsluttet. På en film- serie eller TV-optagelse indebærer det ofte at demontere kameraer, lys, rekvisitter og andre opsætninger på settet, så stedet kan efterlades, som det var før optagelserne begyndte.

Ambience
Ambience

Ambience betyder "stemning" eller "atmosfære" og bruges særligt om en type af lyd. Ambience-lyd er baggrundslyde, der skaber atmosfære og gør en scene livagtig og realistisk. Det kan være lyden af vind, fuglekvidder, trafik eller summen af stemmer i et rum. Lydene bruges til at gøre en scene troværdig og give en stemning af et specifikt miljø.

Analog film / filmrulle
Analog film / filmrulle

Analog film - også kaldet filmruller, er en fysisk frem for digital måde at optage og vise billeder. Indtil 00'erne blev film og billeder optaget på dén måde. Analog film er en lysfølsom plastikagtig filmstrimmel, som er belagt med kemikalier, der reagere på lys. Når man optager på analog film, sendes filmrullen hurtigt gennem kameraet og bliver eksponeret for lys. Før i tiden klippede man fysisk i filmrullerne og satte dem sammen for at lave en film. I dag kan man også scanne dem og arbejde med optagelserne digitalt.

Animatic
Animatic

En animatic er en simpel, grov udgave af en animationsfilm eller -serie. Den består af tegninger fra et storyboard, der er sat sammen som en video med midlertidig lyd, dialog og musik. Animatics bruges til at teste tempo, klipning og fortællingens opbygning, inden man begynder arbejdet på den færdige animation. På den måde er en animatic et vigtigt udgangspunktet for filmen eller seriens opbygning.

Art department / art afdeling
Art department / art afdeling

Art department er den afdeling på en film-, serie- eller TV-produktion, der har ansvar for den visuelle stil og udseendet af alt det, der er foran kameraet. Afdelingen designer og skaber kulisser, rekvisitter, kostumer og alt det andet, som er en del af historiens virkelighed - det karaktererne kan se og røre. Den ledes ofte af en production designer og består desuden af stilliger så som kostumierer, rekvisitører og sminkører.

Aspect ratio
Aspect ratio

Aspect ratio er forholdet mellem et billedes bredde og højde inden for film, serier og TV udtrykt i tal. Forholdet bestemmer billedets form. For eksempel er 16:9 standard aspect ratio for moderne TV- og computerskærme, mens 4:3 er et ældre TV-format. Traditionelt er standarden for europæiske film og serier et bredformat på 1.66:1 (1,66:1), mens 1.85:1 eller 2.39:1 er amerikanske bredformatsstandarder. De brede formater er ofte forbundet med et mere filmisk udtryk.

Assets / digitale assets
Assets / digitale assets

Assets vil sige de digitale filer og elementer, som bruges til en produktion. Ordet bruges særligt inden for animation og VFX. Assets i animation og VFX er de individuelle elementer eller byggeklodser (digitale filer), der bruges til at skabe scener digitalt til en film eller serie. Det kan være 3D-modeller af karakterer, miljøer, rekvisitter, textures, lydklip eller visuelle effekter. Hver asset er lavet separat og kombineres senere i produktionen for at skabe færdige scener.

B
B

Blocking
Blocking

Blocking er arbejdet for specielt instruktøren og fotografen med at planlægge skuespillernes bevægelser og placeringer i forhold til kameraet og kulisserne i en scene. Det skal sikrer, at skuespillernes handlinger understøtter historien visuelt og praktisk set kan lade sig gøre i forhold til optagelserne, lyssætningen mm. Blockingen - eller arrangmentet - af skuespillerne kan være lagt fast med stor nøjagtighed af hensyn til kamera, lys og lyd. Et tydeligt eksempel på bevist blocking er at placere noget meget tæt på kameraet, som blokerer for store dele af billedet og kun giver et lille rum skuespilleren i billedet. På den måde kan karakteren i scenen komme til at fremstå indeklemt og undertrykt.

Boom
Boom

Boom bruges til at beskrive: en lang stang (boom-stang) til at holde en mikrofon; selve mikrofonen på stangen (boom-mic); samt personen der holder stangen (en boomer). En boom er en lang stang med en mikrofon for enden, som bruges til at optage lyd til film, serier og TV-programmer uden at kunne ses i billedet. Boomen bliver typisk holdt lige over skuespillere eller andre lydkilder, men lige uden for kameraet synsfelt. Den bruges til at fange dialog og andre lyde tydeligt mens optagelserne er i gang.

Broadcast
Broadcast

Broadcast vil sige at sende TV- eller radioindhold ud til et bredt publikum via internettet, radiobølger, kabler eller andet. Både nyheder, underholdning og live-events bliver broadcastet, og målet er at nå mange seere eller lyttere samtidig.

C
C

CGI
CGI

CGI står for Computer-Generated Imagery og betyder billeder eller elementer i et billede skabt digitalt med en computer. Det bruges i film, serier og TV-programmer til at skabe det, som enten er for dyrt eller umuligt at skabe i virkeligheden. Det kan være alt fra fantasy-verdner til realistiske miljøer, uvirkelige væsner eller dyr, der kan tale.

Car mount
Car mount

Et car mount er et specialdesignet stativ, hvorpå et kamera kan gøres fast til en bil for at filme scener under kørsel. Den giver stabile optagelser fra forskellige vinkler, som fra siden, motorhjelmen eller indvendigt i bilen. Car mounts bruges ofte i actionsekvenser eller dialogscener, der foregår i biler.

Cast
Cast

Et andet ord for "medvirkende" i en film, serie eller et TV-program.

Casting
Casting

Casting er arbejdet med at finde og vælge de skuespillere eller medvirkende, der skal være med i en film, serie, reklame, forestilling eller et TV-program. Personen der finder og vælger skuespillere eller medvirkende kaldes en caster, og man kalder det de gør "at caste". Med en casting (eller en audition) skal skuespillere eller medvirkende vise om, og hvordan de passer til en rolle.

Chroma keying
Chroma keying

Chroma keying, eller bare "keying", vil sige digitalt at fjerne en bestemt farve fra et billede eller en optagelse, sådan at områder med farven bliver gennemsigtige. Dermed kan man f.eks. fjerne baggrunden fra en optagelse og fritlægge elementer, der så kan placeres på en anden baggrund. Chroma keying bliver ofte brugt ifbm. green screen eller blue screen, hvor man fjerner den grønne eller blå farve i billedet og sætter andre elementer ind i stedet - f.eks. computerskabte landskaber eller byer.

Clearing (af rettigheder)
Clearing (af rettigheder)

Clearing vil sige at sikre rettigheder til at bruge beskyttet materiale som f.eks. musik, billeder, filmklip eller varemærker til en film, serie eller et TV-program. Det indebærer at få tilladelse fra rettighedshavere og eventuelt betale licens, så materialet kan bruges lovligt.

Color grading
Color grading

Color grading - eller "at grade" - vil sige at justere farverne i en kameraoptagelse. Det kan være at gøre billedet lysere, mørkere eller ændre farverne for at skabe en bestemt følelse eller en bestemt stil. Man justerer typisk farverne, fordi de sjældent ser helt ud som man ønsker i optagelserne, og for bidrage til en særlig stemning i historien.

Compositing
Compositing

Compositing er arbejdet med digitalt at kombinere flere visuelle elementer i ét samlet billede i film, serier og TV-programmer. Det kan være skuespillere filmet foran en green screen, computergenererede væsner og genstande (CGI) og kunstige baggrunde, som sættes sammen, så det ser naturligt og troværdigt ud. Det bruges særligt til animation og scener med VFX.

Concept art
Concept art

Concept art er visuelle illustrationer, der bruges til at udvikle og fastlægge stilen og stemningen i en film eller serie. Det kan inkludere illustrationer af karakterer, landskaber, beklædning eller rekvisitter. Concept art fungerer som en kreativ guide for produktionsholdet og hjælper med at visualisere ideer tidligt.

D
D

DFI
DFI

DFI står for Det Danske Filminstitut, som er den statslige institution, der støtter og udvikler film og medieproduktion i Danmark. DFI administrerer filmstøtteordninger, driver Cinemateket og arbejder med filmformidling, arkivering og international promovering af dansk film. Instituttet uddeler økonomisk støtte til både udvikling, produktion og distribution af film og serier – herunder spillefilm, dokumentarer og kortfilm.

Dagsprogram
Dagsprogram

Et detaljeret program over dagens optagelser med diverse praktisk information, som alle på produktionsholdet skal bruge på en optagedag. Dagsprogrammet indeholder f.eks. informationer om: Hvilke scener der skal optages; mødetider for skuespillere og hele produktionsholdet; mødested; tidspunkt for pauser; forventet afslutning af dagen og diverse bemærkninger til skudlisten og location.

Dailies
Dailies

Dailies er de rå optagelser fra en optagedag. Dailies bliver ofte vist til instruktøren, produceren og andre nøglepersoner for at vurdere, om optagelserne er tilfredsstillende, eller om de skal genoptages. Dailies giver et tidligt indblik i filmens fremdrift og kvalitet.

Distribution
Distribution

Distribution vil sige at få film, serier, TV-programmer eller andet indhold ud til publikum. Det kan ske via biografer, TV-kanaler, streamingtjenester eller andre platforme. Distributionen bliver typisk håndteret af et distributionsselskab, som planlægger, hvordan og hvor indholdet skal lanceres for at nå flest muligt.

Distributør
Distributør

En distributør er en virksomhed eller en person, der står for at bringe film, serier eller TV-programmer ud til publikum. Distributøren fungerer som bindeled mellem produktionsselskabet, der har lavet indholdet, og de platforme, hvor det skal vises – f.eks. biografer, TV-stationer, streamingtjenester. I nogle tilfælde står produktionselskabet selv for distributionen. Distributøren håndterer ofte markedsføring, planlægning af udgivelsesdatoer og forhandling af rettigheder, så indholdet når det rette publikum og genererer indtægter.

Dolby Atmos
Dolby Atmos

Dolby Atmos er en avanceret surround sound lydteknologi udviklet af Dolby Laboratories. Teknologien kan bruges til at skabe en tredimensionel lydoplevelse under det afsluttende arbejdet med lydmix. Et Dolby Atmos lydsystem har optimalt både højtalere foran, bagved, til siderne for og oven over publikum i biografen. Det gør det muligt at placere lyde mere præcist i et 3D-rum. Det bruges primært i biografer for en mere realistisk og omsluttende lydoplevelse.

Dolly
Dolly

En dolly er en platform eller vogn på hjul, der bruges til at bevæge kameraet og fotografen jævnt under optagelser. En dolly kan være udstyret med stødabsorberende hjul eller køre på skinner for at bevæge sig jævnt og uden rystelser. Dollyer bliver brugt til mange forskellige kamerabevægelser, men et såkaldt dolly-skud er en indstilling, hvor kameraet glider tættere på, væk fra eller langs motivet. Dolly-bevægelser skaber dynamik og kan hjælpe med at fortælle historien visuelt. Se også tracking.

Dramaturgi
Dramaturgi

Den opbygning og udformning, en fortælling har. Dramaturgi er et samlet ord for læren om, hvordan fortællinger er skruet sammen - herunder handlingens forløb, dramatiske vendepunkter, karakterer og konflikter. Uanset om fortællingen er en fiktiv historie eller et faktuelt TV-program, har fortællingen sin helt egen dramaturgi. Alligevel har de fleste fortællinger mange ligheder og en relativ universel dramaturgi.

E
E

Efterbearbejdning
Efterbearbejdning

Se postproduktion.

F
F

Feet, moves og spot effekter
Feet, moves og spot effekter

Ord for nogle af de lyde, som bliver tilføjet i postproduktionen for at gøre lyden mere realistisk. "Feet" vil sige lyden af fodtrin fra mennesker og dyr på forskelligt underlag som grus, asfalt eller græs. "Moves" vil sige lyde af bevægelser. Det er ofte små lyde fra tøj, kropsbevægelser eller genstande, der bliver flyttet. "Spot effekter" vil sige alle andre specifikke handlinger i billedet. F.eks. et en dør, der åbnes eller lukkes, raslende nøgler eller en taske, der bliver åbnet. Lydene bliver typisk lavet af en foley artist, men mange kan også findes som generiske stock-lyde.

Fill light
Fill light

Fill light er det ekstra lys i en lysopsætning, der bruges til at blødgøre skygger fra hovedlyset (key light). Fill light hjælper med at skabe balance i belysningen, så detaljer i de mørke områder stadig er synlige, uden at fjerne skyggerne helt. Det giver billedet et mere naturligt look.

Filmpulje
Filmpulje

En filmpulje er en økonomisk støtteordning, der giver tilskud til udvikling, produktion eller distribution af film og serier. Filmpuljer har ofte specifikke formål, f.eks. at styrke filmproduktion i en bestemt region, støtte nye talenter eller fremme kulturelt værdifuldt indhold. Se også: Fond.

Final cut
Final cut

Final cut er den færdige version af en film eller serie, som skal vises for publikum. HeI final cut er alle klip, effekter, musik og lyd sandt ind og farvekorrigering (color grading) er afsluttet. Det er ofte instruktøren eller produceren, der godkender final cut og erklære produktionen for færdig.

Finansiering
Finansiering

Finansiering vil sige at skaffe pengene til at producere en film, serie eller et TV-program. Pengene kan komme fra forskellige kilder så som investorer, fonde, støtteordninger, TV-stationer eller streamingtjenester. Finansieringen af en produktion dækker udgifter som løn, udstyr, rekvisitter og postproduktion. Som regel bliver arbejdet med at finansiere produktionen varetaget af en executive producer eller en producer.

Focus pull
Focus pull

Focus pull vil sige at skifte kameraets fokus i billedet, så en bestemt del af billedet bliver skarp. Fokus bliver justeret fra ét punkt til et andet - f.eks. fra en person i forgrunden til noget i baggrunden. Det bruges til at lede seernes opmærksomhed eller skabe dybde og en rumlig fornemmelse. Afhængig af kameratype og ledige hænder kan B-fotografen stå for focus pull. Alternativt må fotografen selv stå for at skifte fokus.

Foley
Foley

Lydeffekter som lægges på filmen, serien eller TV-programmet efter optagelserne for at få flere lyde med, som også er i en bedre lydkvalitet. Foley-lyde bliver som regel optaget i et lydstudie og lavet ved hjælp af en masse forskellige materialer, genstande og dagligdagsobjekter. Navnet Foley stammer fra lydeffekts-pioneren Jack Foley.

Foley pit
Foley pit

En Foley pit er et specialiseret "værktøj", som en Foley artist bruger til at optage lyde af fodtrin (også kaldet Feet). Foley pitten er et område i et lydstudie, der bruges til at skabe realistiske lyde af fodtrin på forskellige overfladereller. I Foley pitten kan der være grus, træ, fliser, vand, trapper mm., så man kan lave lyde af fodtrin på forskellige overflader, som passer til billedet. Lydene skal gøre scenerne mere realistiske.

Follow focus
Follow focus

Follow focus er en teknik, hvor kameraets fokus bliver justeret løbende for at holde en person eller genstand i bevægelse skarp. Teknikken kræver stor præcision og hurtige fokusskift, især hvis optagelserne har en lav dybdeskarphed eller indebærer komplekse bevægelser. Teknikken bliver som regel brugt af en B-fotograf, som styrer fokus, men mange moderne kameraer til små produktioner har også en automatisk indstilling til follow focus.

Fond
Fond

En fond er en organisation eller en pulje af penge, der uddeles til bestemte formål. Det kan f.eks. være til finansiering af kunstneriske eller oplysende værker som film. Fonde kan være private eller offentlige og kan støtte projekter ud fra forskellige kriterier, såsom kulturel værdi, kunstnerisk kvalitet eller økonomisk potentiale. Inden for film- og TV-branchen søger produktionsselskaber ofte støtte fra fonde for at dække dele af produktionsomkostningerne. Eksempler på fonde i Danmark er de fire Filmværksteder, Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn, Nordisk Film & TV Fond og Statens Kunstfond.

Format / programformat
Format / programformat

Et format eller programformat er en skabelon for et TV-program eller en serie. Formatet vil sige programmets omdrejningspunkt og opbygning. Det dækker alt fra indhold og varighed til faste segmenter og stil. Eksempler på formater kan være en talentkonkurrence som X-factor, en bagekonkurrence så som bagedysten og realityprogrammer som Gift ved første blik. Succesfulde formater kan sælges og tilpasses til forskellige lande og TV-kanaler.

Frame
Frame

Et frame vil sige et enkelt stillbillede i en kameraoptagelse. Film og video består af en række individuelle billeder — eller frames — der afspilles hurtigt efter hinanden for at skabe en illusion af bevægelse.

Frame interpolation
Frame interpolation

Frame interpolation er en teknik, hvor et computerprogram skaber nye billeder (frames) mellem eksisterende billeder i en video. Computeren tolker bevægelserne i en sekvens af billeder og skaber nye mellemliggende billeder med bevægelser, som ligger mellem de eksisterende billeder for at gøre bevægelserne mere glidende. Teknikken bruges bl.a. til at lave inbetweens til animationsfilm og -serier og til at ændre billedhastigheden - f.eks. fra 25 billeder per sekund (fps) til 50 fps for at lave slow motion-effekter.

Frame rate
Frame rate

Antal af billeder, der bliver optaget eller vist per sekund (betegnes også "fps"). Standard frame rate for europæiske film, serier og TV-programmer er 25 fps. Al film, TV og video består af en række billeder, som bliver vist hurtigt efter hinanden. Når der er små variationer i billederne, fremstår det for vores syn som levende bevægelser - deraf stammer udtrykket "levende billeder".

Freelance
Freelance

Arbejde som er uden fast ansættelse, men hvor man er ansat til at udføre enkeltstående opgaver. Svarer lidt til at være selvstændig, og er meget anvendt i film- og mediebranchen.

G
G

Game engine
Game engine

En game engine er et program — et stykke software — der bruges til at skabe og styre spil og andre interaktive oplevelser. Den håndterer grafik, lyd, kunstig intelligens og fysiske love og meget mere i spillet. I film bruges game engines til Virtual Production, hvor de skaber miljøer i realtid og digitale effekter direkte på settet.

Green screen / blue screen
Green screen / blue screen

Ensfarvet grøn eller blå skærm/baggrund som man optager foran for let at kunne indsætte en anden baggrund, optagelse eller visuelle effekter der, hvor den grønne eller blå skærm er. Teknikken gør det let i et computerprogram at isolere og fjerne skærmen ved hjælp af chroma keying uden at fjerne andet i billedet.

Greenlight
Greenlight

Vil sige at en film, serie el.l. er godkendt og klar til at blive sat i produktion. En produktion er blevet "greenlit", når produktionen er blevet finansieret, produktionsselskabet/producenten har godkendt udviklingen af den og giver den "grønt lys" til at gå i gang med selve præproduktionen.

H
H

High key belysning
High key belysning

High key-belysning er en lysopsætning med et klart, jævnt oplyst billede, med lav kontrast og uden mørke skygger. Det bruges ofte i komedier, talkshows eller reklamer for at give en lys og positiv stemning. High key-belysning laves med stærk key light og blødt fill light, som fjerner kontraster. High key står ofte i modsætning til low key-belysning, hvor kontrasterne er store og billedet er mere mørkt.

I
I

Imaterielle rettigheder
Imaterielle rettigheder

Imaterielle rettigheder eller intellectual property (IP) er et juridisk ord for ejerskabet over kreative værker som film, serier, bøger, spil, karakterer eller ideer. Hvis man har de imaterielle rettigheder over noget, betyder det, at man har rettigheder til at kontrollere, bruge og tjene penge på værket, samt beskytte det mod uautoriseret kopiering eller brug.

Inbetweens
Inbetweens

Inbetweens er de tegninger eller billeder i en animationsfilm eller -serie, der ligger mellem udvalgte nøgle billeder (keyframes) og starten og slutningen af en bevægelse. Inbetweens skaber flydende bevægelser og gør animationen mere glidende og naturlig. Inbetweens tegnes ofte af assistenter eller genereres digitalt ved hjælp af f.eks. frame interpolation.

Indstilling
Indstilling

En enkelt, ubrudt optagelse i/til en film-, serie- eller TV-produktion. En indstilling i varer fra optagelsen starter til den slutter, eller fra et klip begynder til det slutter i en scene. En film, serie eller et TV-program består ofte en helt masse forskellige indstillinger, som kan variere i længde, perspektiv og bevægelse, alt efter hvad der skal fortælles visuelt i historien.

J
J

Jib
Jib

En jib er en stor kranlignende arm, der bruges til at bevæge et kamera op, ned og rundt i glidende bevægelser. En jib gør det muligt at lave dynamiske bevægelser med kameraet og kan på den måde være med til at skabe dramatiske optagelser - f.eks. ved at svæve hen over en scene eller løfte kameraet højt op for at vise et større overblik.

K
K

Key frames
Key frames

Key frames er de vigtigste billeder (frames) i en animation, der viser de centrale punkter i en bevægelse eller handling - f.eks. en karakters startposition og slutposition i et skridt. De fungerer som pejlemærker og guides til, hvordan en bevægelsessekvens skal se ud. Mellem keyframes skal der udfyldes andre frames - også kaldet inbetweens - for at skabe en glidende bevægelse i animationen. Key frames bestemmer bevægelsernes tempo og stil.

Key light
Key light

Key light (hovedbelydning) er den primære lyskilde, der oplyser motivet og skaber skygger i en lysopsætning. Det er med til at bestemme stemningen i en scene - f.eks. kan et kraftigt key light skabe stor kontrast og hårde skygger i et dramatisk billede. Key light placeres typisk lidt til siden for motivet for at skabe dybde og dramatisk effekt i billedet.

Klaptræ
Klaptræ

Et klaptræ er et værktøj i film- og serieproduktion, der bruges til at holde styr på optagelser og synkronisere lyd og billede. Klaptræet er en tavle i to sammenhængende dele, der klappes sammen i begyndelsen af hver optagelse. Tavlen viser produktionens titel, scenenummer, optagenummer, dato for optagelsen og navnene på filmens instruktør og fotograf. Når klaptræet klappes sammen, skaber det en lyd, som gør det nemt at matche lyd og billede i postproduktionen.

Klipning
Klipning

Klipning eller "at klippe" vil sige at skære noget fra i en kamera- eller lydoptagelse og evt. sætte det sammen med andre optagelser. Det foregår i postproduktionsfasen. Når man klipper en film, serie eller et TV-program, forkorter man de rå, ubehandlede optagelser og lægger dem i forlængelse af hinanden, så de danner en sammenhængende historie eller forløb. Klipning er som regel en klippers arbejde. Begrebet stammer fra tiden, hvor man optog film på analog film, der skulle klippes over med en saks og sættes sammen med håndkraft.

Kontinuitet
Kontinuitet

Kontinuitet inden for film og serier vil sige, at fortællingen både visuelt og logisk hænger sammen og er troværdig, som var det virkelighed. For at bevare filmen eller seriens troværdighed hos publikum, skal de fleste af dem sikre sig, at diverse informationer og detaljer forbliver konsistente fra scene til scene. Det gælder f.eks., karakterers tøj, rekvisitter, lys og bevægelser. God kontinuitet gør historien troværdig, mens fejl kan bryde publikums fokus og ødelægge indlevelsen. På film- og serieproduktioner arbejder en scripter med at holde styr på kontinuiteten fra optagelse til optagelse, men det er også alle andres ansvar på produktionen at have øje for det.

Kontrolrumslog
Kontrolrumslog

En kontrolrumslog er en logbog, som dokumenterer alt, der sker under en live-TV-produktion eller en anden TV-produktion, hvor kameraerne bliver styret fra et kontrolrum. Den indeholder noter om, hvornår der bliver klippet mellem forskelige kameraer, hvornår grafik bliver vist mm. Kontrolrumsloggen bliver også brugt til at markere og beskrive storylines eller særlige forløb i handlinge med tidskoder for, hvornår de blev optaget.

Kran
Kran

En kran som bruges i film-, serie- og TV-produktion, hvor kameraet er monteret under optagelsen. Med kranen kan man føre kameraet rundt i store fejende bevægelser op, ned og tid siderne.

Kulisse
Kulisse

En kulisse er en baggrund, det sted og de dekorationer, som bruges til at skabe et kunstigt rum eller miljø i en film eller serie. Kulisser kan være fysiske konstruktioner, så som vægge og møbler, eller digitale baggrunde, der hjælper med at skabe en troværdig verden for historien. Kulisser er en implicit del af et set og er det modsatte af en virkelig location.

L
L

Layout
Layout

Inden for VFX og animation er layout et arbejde, hvor man planlægger og opstiller de digitale visuelle elementer til en computerskabt scene. Det indebærer at placere karakterer, kameraer og miljøer i et 3D-program for at bestemme de virtuelle optagelsers komposition, bevægelser og perspektiv. Layout fungerer som et avanceret visuelt storyboard, der guider resten af produktionen. Arbejdet bliver udført af en layout artist.

Live-action
Live-action

Live-action vil sige film-, serie- og TV-produktioner, hvor virkelige mennesker og omgivelser bruges, i modsætning til animation. Live-action kan dog kombineres med visuelle effekter (VFX) eller animerede elementer for at skabe scener, der ikke kan optages i den virkelige verden.

Loade
Loade

At loade inden for film- og serieproduktion kan både bruges ifbm. optagelse og postproduktion. Under optagelserne vil det sige at gøre kameraet klar til optagelse, især ved at sætte et optagekort eller en filmrulle (analog film) i kameraet, som optagelserne bliver lagret på. Ifbm. postproduktion vil det sige at overføre de rå optagelser til en server eller harddisk, så de er opbevaret et centralt sted, hvor alle på postproduktionsholdet kan tilgå dem.

Location
Location

Sted ude i verden, hvor optagelser til en film, serie eller et TV-program kan finde sted. At optage "on location" vil sige at optagelserne foregår et virkeligt og eksisterende sted - f.eks. i et hus, på en gade eller i et landskab.

Look book
Look book

En look book er en visuel præsentation, der viser idéer til en film, serie eller et TV-program. Den viser referencer til produktionens stil, stemning, og æstetik. Den indeholder som regel billeder, farvepaletter, og visuelle referencer, som hjælper med at kommunikere instruktørens eller producentens vision til produktionsholdet og/eller investorer. Se også moodboard.

Low loader
Low loader

En low loader er et specielt køretøj, der bruges til at optage realistiske kørescener i virkeligheden. Det er en lav platform, hvor en bil kan placeres og blive trukket rundt, så skuespillere ikke selv skal køre bilen under optagelserne. Kameraet bliver fikseret og køretøjet bliver trukket af sted, mens det på optagelsen giver indtryk af, at bilen kører normalt.

Lydbibliotek
Lydbibliotek

Et lydbibliotek er en samling af forudindspillede lydeffekter og musik, der kan bruges i film, serier, TV-programmer, spil o.l. Det kan indeholde alt fra naturlyde til eksplosionslyde. Lydbiblioteker gør det nemt for lydteknikere i postproduktionen at finde passende lyde uden at skulle optage dem fra bunden.

Lydefterbearbejde
Lydefterbearbejde

Lydefterbearbejde vil sige redigering af lyd. Alle lyde i en film, serie eller et TV-program bliver redigeret i større eller mindre grad for at lyde godt og passe ind i det samlede lydbillede. Det meste lydefterbearbejde foregår i postproduktionen.

Lydmix / final mix
Lydmix / final mix

Lydmix er den samlede kombination af lyde i en film, serie eller et TV-program. Det er produktionens lydside. Lydmixet består af individuelle lyde, som ligger på hver sit lydspor. Det er f.eks. dialog, lydeffekter, musik og ambience. Arbejdet med lydmix går ud på, at alle lydende bliver justeret og kombineret til et samlet lydspor. I et lydmix er alle lydene blevet justeret i balance til den rette klang, volumen og timing, så de lyder sammenhængende, troværdigt og godt. Se også final mix.

Lydside
Lydside

Alle lydende i en film, serie eller et TV-program udgør tilsammen lydsiden. Se også lydmix.

M
M

Manuskriptnedbrydning
Manuskriptnedbrydning

Kaldes også script breakdown. En manuskriptnedbrydning er en detaljeret analyse af et manuskript. Når man nedbryder manuskriptet, leder man efter alle elementer, som skal planlægges for at kunne blive til virkelighed i produktionen. Det kan inkludere locations, rekvisitter, kostumer, karakterer, effekter mm. som på en ene eller den anden måde kræver særlig planlægning. Manuskriptnedbrydningen hjælper produktionsholdet med at skabe en detaljeret tidsplan og budget.

Masterfil
Masterfil

Masterfiler er de originale, ukomprimerede filer af en optagelse i højest mulige kvalitet. Ordet bruges også om de originale, færdige versioner af en hel film eller et afsnit af en serie eller et TV-program. De fungerer som den endelige udgave i den højeste kvalitet, hvorfra kopier til distribution bliver lavet.

Matte painting
Matte painting

Matte paintings er detaljerige billeder, der bruges som baggrunde i film eller serier i stedet for virkelige miljøer. Billederne er ofte skabt digitalt, men kan også være malede i hånden. Matte paintings bliver brugt til at vise miljøer, der ikke eksisterer i virkeligheden eller er for dyre at bygge. Billederne kan forestille alt fra fortidsbyer til fantasilandskaber, og de bliver lagt bagved live-action-optagelser eller CGI for at skabe en scene, der ser troværdig ud.

Monitor
Monitor

Elektronisk skærm, som forbindes til kameraet, så flere end fotografen kan se det billede, der bliver optaget.

Moodboard
Moodboard

Et moodboard er en samling af billeder, farver, materialer eller andre ting til at give inspiration. Det bruges i mange typer kreative projekter ifbm. særligt visuelt design til en produktion. Et moodboard hjælper kreative skabere med at definere og kommunikere stemning, stil og æstetik for produktionen til sig selv og andre før den faktiske produktion begynder.

Motion blur
Motion blur

Motion blur (bevægelsessløring) er den visuelle sløring, der opstår, når et kamera optager noget i bevægelse. Det sker, fordi noget bevæger sig i det tidsrum, kameraet er om at tage et enkelt frame. I film og des lige får motion blur bevægelser til at se mere naturlige ud. Når man laver animationer, hvor hvert frame er tegnet eller digitalt fremstillet, er alt per definition uden sløring. Her kan man i stedet tilføje motion blur digitalt, så computeren laver en naturlig sløring på elementer, der bevæger sig fra et frame til et andet.

Motion capture / mocap
Motion capture / mocap

Motion capture (mo-cap) er en teknik, hvor skuespilleres bevægelser bliver optaget og registreret ved hjælp af sensorer eller markører på kroppen. Det foregår i praksis ved at skuespillere iføre sig en dragt (mo-cap suit) med sensorer/markører ved alle led på kroppen. Herefter optager man en scene med skuespilleren med et kamera, som registrere sensorernes bevægelser. Dataen fra optagelserne bruges til at animere figurer i film, spil eller VFX, så de bevæger sig realistisk. Teknikken bruges ofte til CGI-karakterer.

Motion graphics
Motion graphics

Motion graphics er tekst, figurer eller anden grafik på billedet, der er animeret til at bevæge sig. Det bruges til at vise information på en spændene og bemærkelsesværdig måde. Motion graphics bruges ofte i introer til film og serier, i reklamer og i videoer for at gøre kommunikere information på en direkte og spænende måde.

Musikbibliotek
Musikbibliotek

Et musikbibliotek er en samling af forudindspillede musiknumre, der kan bruges i film, serier, TV-programmer, spil o.l. Det kan alle mulige typer af musik. Musikbiblioteker gør det nemt for lydteknikere i postproduktionen at finde passende musik uden at skulle hyre en komponist og lave det fra bunden. Musik fra musikbiblioteker bliver primært brugt til reklamefilm og indhold med et stramt budget. Det kan også bruges som midlertidig musik under klipningen.

N
N

Nedklip
Nedklip

Et nedklip vil sige en længere optagelse, som bliver forkortet ned til de vigtigste dele og sekvenser. Målet er at fjerne unødvendigt indhold og fokusere på det mest relevante for at have et godt og overskueligt udgangspunkt at arbejde videre på. Nedklippet kan så arbejdes videre på af en klipper og gøres til en sammenhængende og skarp historie.

O
O

Online
Online

Inden for film-, serie- og TV-produktion refererer "online" til den sidste fase af postproduktionen, hvor alle elementer - klipning, color grading, visuelle effekter og lyd - bliver samlet i højeste kvalitet. Under online bliver den færdige version af filmen, serien eller TV-programmet forberedt og finpudset, så den er klar til distribution i biografen, på TV eller på streamingtjenester.

Optagedag
Optagedag

En dag, hvor optagelser til en film, serie eller et TV-program finder sted.

Outline
Outline

En outline er en kortfattet beskrivelse af en historie eller et projekt, der skitserer plottet, karakterer og temaer i filmen, serien eller TV-programmet. Outlinen fylder typisk nogle få sider og bruges under udviklingen af manuskriptet. Den er typisk skrevet som en novelle i nutid, der er let at læse og forstå for andre.

P
P

Picture lock
Picture lock

Picture lock er det tidspunkt i postproduktionen, hvor klipningen af en film, serie eller et TV-program er godkendt og ingen yderligere ændringer er planlagt. Picture lock vil sige, at klipningen, hvorefter det sidste finpudsningsarbejde i postproduktionen kan gå i gang - bl.a. færdiggørelsen lydmix, color grading og andre visuelle optimeringer.

Pilot
Pilot

En pilot er en første prøveepisode af en TV-serie, der bliver produceret for at teste konceptet, karaktererne og historien. Den bruges ofte til at overbevise producenter, TV-stationer eller streamingtjenester om at investere i serien. Hvis piloten bliver godt modtaget, bliver den som regel udviklet til en fuld sæson.

Pipeline
Pipeline

En pipeline inden for animation og VFX vil sige den organiserede trinvise arbejdsproces, som produktionen gennemgår fra start til slut. Hver opgave i pipelinen bliver gennemført trinvis af specialister. En typisk pipeline starter med idéudvikling, manuskriptskrivning, storyboards og animatics. Herefter følger concept art, design og layout. Når alt er planlagt og designet kan produktionen af modeller begynde efterfulgt af animation, rendering og endelig compositing. En effektiv pipeline sikrer, at arbejdet er koordineret og deadlines overholdes.

Pitch / Pitching
Pitch / Pitching

En pitch vil sige en kort præsentation af et film-, serie- eller TV-projekt, som bruges til at "sælge" projektet og skaffe penge til produktionen. En pitch bliver ofte leveret af instruktøren, produceren og/eller manuskriptforfatteren og skal overbevise potentielle kunder eller investorer af om at købe netop deres ide til en film, serie eller et TV-program. Ofte består pitchen af både en mundtlig præsentation og andet materiale så som en pilot eller demo reel, look books, treatment og pitch decks.

Pitch deck
Pitch deck

Et pitch deck er en visuel præsentation, der bruges til at sælge en idé til en film, serie eller et TV-program. Pitch decket er ofte et slideshow eller et dokument, som skaberne præsenterer til en pitch, men det kan også printes og overleveres til de investorer og producenter, der modtager pitchet. Et pitch deck indeholder typisk billeder, beskrivelser af historien, karakterer, stil og målgruppe for filmen, serien elle programmet. Formålet er at præsentere projektet klart og overbevisende for investorer eller producenter.

Plot
Plot

Plottet er selve handlingen (den synlige handling) i en historie. Plottet er alt det, der sker i den rækkefølge det vises i. Det inkluderer de vigtigste begivenheder, konflikter og løsninger, der driver historien fremad. Et plot til en film eller serie består ofte af både hovedplots og mindre underplots (subplots).

Postoverleveringer
Postoverleveringer

Noter fra produktionsfasen, som bliver brugt til at vejlede og effektivisere klippearbejdet og anden redigering i postproduktionsfasen.

Postproduktion / postproduktionsfasen
Postproduktion / postproduktionsfasen

Postproduktion er den fase, der følger produktionsfasen - dvs. optagelserne af en film, serie eller et TV-program. Her bliver alle elementer samlet: Optagelserne klippes sammen til den endelige fortælling, eventuelle visuelle effekter bliver sat ind, musik og lyd bliver lagt på og det hele bliver redigeret og tilpasset hinanden. Det er her produktionen bliver finpudset og gjort klar til visning eller distribution.

Postsynkronisering
Postsynkronisering

Genindspilning af replikker og lyde til film-, serie- eller TV-produktioner. Se også ADR / ADR-session.

Previs
Previs

Prævisualisering (en ”previs”) er arbejdet med at skabe en visuel skitse af en scene før den egentlige produktion. Ligesom med et storyboard, så er previz med til at give filmens beslutningstagere et ret præcist billede af filmens æstetik og hvordan skudplanen, VFX, og skuespillernes blocking m.m. skal foregå.

Produktion / produktionsfasen
Produktion / produktionsfasen

Produktionsfasen er den periode, hvor optagelserne til filmen, serien eller TV-programmet finder sted. Inden for animation og VFX er det perioden, hvor animationen og produktionen af de endelige effekter og billeder sker. Det er under produktionen at det meste af det praktiske arbejde foregår og projektet endelig begynder at blive til virkelighed.

Produktionsbibel
Produktionsbibel

En produktionsbibel er en omfattende guide, der beskriver en produktion i detaljer. Den indeholder information om historien, karakterer, designs, stil, tekniske specifikationer og arbejdsprocesser, og formålet er at sikre, at alle på produktionen arbejder ud fra samme vision og standard. Produktionsbiblen bliver typisk brugt inden for serie-, TV- eller animationsproduktion, hvor arbejdsprocesser skal gentages, eller der skal produceres mange episoder henover lang tid evt. med vekslende produktionshold.

Projektering
Projektering

Projektering vil sige planlægning og i starten af et film-, serie- eller TV-projekt. Når man projekterer, udarbejder man detaljerede planer for, hvordan en produktion skal foregå og blive til virkelighed. Det omfatter bl.a. budgetlægning, tidsplaner, tekniske specifikationer mm.

Proteser og masker
Proteser og masker

Proteser og masker er begge speciallavede elementer, der bruges i film og serier til at ændre en skuespillers udseende. Proteser er ofte fleksible stykker af latex el.l., som sættes på huden for f.eks. at lave ar, sår eller nye ansigtstræk. Masker dækker hele eller store dele af ansigtet og bruges til større transformationer som monstre eller aliens.

Præmis
Præmis

En præmis er den grundlæggende idé eller det centrale budskab i en historie. Det beskriver kort, hvad historien handler om, dens kernekonflikt eller dens tema. Præmissen fungerer som fundamentet for historiefortællingen. Et præmis kunne f.eks. være: "Kærlighed kan overvinde sociale forskelle."

Præproduktion / præproduktionsfasen
Præproduktion / præproduktionsfasen

Præproduktion er fasen i film-, serie- og TV-produktion, der sker før optagelserne begynder. Under præproduktionen bliver produktionen og så vidt muligt også postproduktionen planlagt og forberedt ned til mindste detalje: Der bliver lagt budgetter og tidsplaner; optagelserne bliver forberedt; produktions- og postproduktionsholdet og skuespiller bliver ansat; locations og alt det nødvendige udstyr bliver booket; der bliver fundet og lavet kostumer og rekvisitter, og i det hele taget bliver så meget som muligt forberedt og tilrettelagt, så produktionen og postproduktionen kan gå så gnidningsfrit som muligt.

Q
Q

R
R

Regi
Regi

En ord for den synlige handling i et manuskript og de fysiske omgivelser, historien foregår i. Se også regibemærkning.

Regiafdeling
Regiafdeling

Regiafdelingen, også kaldet 'Scenografi og regi' eller 'Art department', er den afdeling af produktionsholdet, som tager sig af de fysiske omgivelser, rekvisitter o.l. som historien i en film, serie eller et TV-program foregår i. Den består bl.a. af en Production designer, rekvisitører, kostumierer, og sminkører. Det vil sige alle dem, der indretter settet og fylder historien med ting og omgivelser, så den bliver troværdig at se på. Se også scenografi.

Regibemærkning
Regibemærkning

Et tekstafsnit i et manuskript, som ikke indeholder replikker, men beskriver den synlige handling, omgivelserne eller lignende.

Rekvisit
Rekvisit

Rekvisitter er de fysiske genstande, der indgår i en fortælling udover tøj. Det dækker over alt fra nøgler, gafler og pistoler til møbler, malerier og magasiner.

Rendere
Rendere

At rendere (rendering) vil sige at en computer omdanner digitalt materiale, såsom 3D-grafik, visuelle effekter (VFX), animation eller film til en færdig digital fil, der kan afspilles eller vises. Under renderingen beregner computeren, hvordan alle de forskellige elementer i en grafik, animation eller en film tilsammen ser ud og evt. lyder og sætter det sammen i en samlet fil. Rendering kan være en tidskrævende proces, især ved komplekse visuelle billeder eller høj opløsning, da computeren skal udføre mange beregninger for at skabe realistiske billeder. I animation og VFX er renderingen særligt omfattende.

Repræsentation
Repræsentation

Repræsentation drejer sig om, hvor meget og hvordan personer, kulturer, køn, seksualiteter, aldre og andre identitetsmarkører bliver fremstillet i film, serier, TV-programmer og andre medier. Skuespillere og de karakterer, de spiller, repræsenterer altid noget eller nogen, om de vil det eller ej. Og filmen, serien eller TV-programmet kan så repræsentere andre på både en positiv og negativ måde. Medierne kan også repræsentere nogen eller noget i større eller mindre grad. Man kan f.eks. tale om at nogle køn er over- eller underrepræsenterede, eller at nogle kulturer bliver repræsenteret mere positivt eller negativt end andre. Repræsentation hænger også sammen med diversitet, og bred diversitet vil dermed sige, at mange forskelligartede mennesker bliver repræsenteret i film, serier eller TV.programmer - eller evt. er med til at lave dem. Generelt vil god repræsentation sige realistiske, nuancerede og mangfoldige portrætter af mennesker, der undgår stereotyper og afspejler den verden, vi lever i.

Rig
Rig

Beskrivelse er på vej...

Råklip / rough cut
Råklip / rough cut

Et råklip vil sige den første, grove sammenklipning af det optagede materiale til en film, serie eller et TV-program. Ofte bliver optagelserne sat groft sammen til en scene, og scenerne bliver lagt sammen, så de følger manuskriptet for hurtigt at give en fornemmelse af historiens struktur. Råklippet kan give et overblik over historien, før man begynder en finere klipning. Med et råklip kan man hurtigt finde ud af det, hvis en scene ikke fungerer, eller måske skal være et andet sted i historien, og det er tidsbesparende i forhold til at klippe det hele pænt og færdigt sammen først.

S
S

Scenografi
Scenografi

Scenografien er alle de fysiske og visuelle rammer i en film, serie eller et TV-program. Det vil sige kulisser, rekvisitter og miljøer, der placerer historien i tid og sted og skaber atmosfære og et troværdigt univers. Scenografien understøtter fortællingen visuelt og giver den stemning.

Script breakdown
Script breakdown

Se manuskriptnedbrydning.

Set
Set

Et set eller filmset er det sted, hvor scene til en film-, serie- eller TV-produktion bliver optaget. Det kan være en kulisse bygget til formålet i et studie eller en location ude i virkeligheden. Film og serier kan have ét eller flere set, hvis der f.eks. skal optages på flere locations. Settet dækker dog både over det der er foran og bagved kameraet. Det er hele det sted, optagelserne foregår.

Set design
Set design

Set designet er det endelige udseende og den færdige indretning af settet til en film, serie eller et TV-program - dvs. de fysiske omgivelser hvor scenerne foregår. Set designet kan planlægges på forhånd eller det kan være det endelige resultat, når settet er blevet set dresset. Se også scenografi.

Set-dresse
Set-dresse

At set-dresse vil sige at indrette og dekorere et set til en film, serie eller et TV-program, så det passer til den scene, der skal optages. Det kan inkludere møbler, billeder, bøger, planter og små detaljer, der gør omgivelserne troværdige og understøtter historien eller karakterernes verden. Det er typisk en set rekvisitørs opgave at set-dresse.

Shaders
Shaders

Shaders kan groft oversættes til "skyggelæggere" og bruges inden for digital 3D-animation til at bestemme, hvordan en 3D-model interagerer med og reflekterer lys. Shaders hænger uløseligt sammen med textures, og tilsammen giver de et indtryk af en troværdig overflade på modellen - indtryk af et materiale som f.eks. træ, hud eller sten. En shader er et program eller en algoritme, der styrer lysets interaktion med modellens overflade. Den bestemmer egenskaber som glans, gennemsigtighed og reflektion og giver overfladen realistiske eller stiliserede effekter.

Skudliste
Skudliste

Liste over planlagte optagelser til en film, serie eller et TV-program. Listen indeholder alle de planlagte optagelser scene for scene, indstilling for indstilling. Skudlisten bliver lavet med udgangspunkt i manuskriptet og evt. et storyboard. Skudlisten bliver ofte lavet i samarbejde mellem instruktøren, fotografen og indspilningslederen.

Special effects (SFX)
Special effects (SFX)

Special effects (SFX) er praktiske, fysiske effekter eller tricks, der bliver skabt under optagelserne. Det kan være eksplosioner, regn, sne, blodsprøjt, mekaniske dukker eller makeup-proteser. De bruges til at skabe illusioner, der ser realistiske ud direkte foran kameraet. Det kan dog godt være effekter som skal redigeres i eller tilføjes til en andre optagelse i postproduktionen.

Steadicam
Steadicam

En steadicam er en anordning , som kameraet bliver monteret på, sådan at fotografen kan bevæge sig frit rundt med kameraet og optage stabile billeder. Et steadicam er egentlig navnet på virksomheden, som opfandt anordningen, men ordet bruges om alle lignende anordninger. På et steadicam er kameraet monteret på en sele med en fjederarm, der absorberer rystelser og giver frihed til at bevæge kameraet rundt uden en dolly, kran el.l stabiliseringsredskaber.

Stop-motion
Stop-motion

Stop motion er en animationsmetode, hvor figurer eller objekter fotograferes et billede af gangen, mens de flyttes en lille smule mellem hvert billede. Når billederne afspilles hurtigt efter hinanden, skaber det illusionen af bevægelse. Det bruges ofte med lerfigurer, dukker eller miniaturer. Et klassisk eksempel er filmene om Wallace & Gromit lavet af Aardman Animations.

Storyboard
Storyboard

En skitseret visualisering af scener eller sekvenser i en film eller serie. Storyboardet bruges til at planlægge, hvordan scenen skal se ud og forløbe visuelt. Det bryder scenen op som en tegneserie indstilling for indstilling og viser i skitserede billeder, hvordan den skal se ud. Et storyboard kan være tegnet med få eller flere detaljer, eller i nogle tilfælde bestå af virkelige billeder. Man kan tilføje pile, beskrivelser eller andet, som beskriver opsætningen, og hvad der sker i en indstilling.

Storyline
Storyline

En storyline vil sige et handlingsforløb. Når man taler om en storyline inden for film, serier eller TV-programmer, taler man om de handlingsforløb eller plottråde, der driver fortællingen fremad. Film, serier og TV-programmer har ofte flere storylines på samme tid. De kan fokusere på bestemte karakterer eller temaer og udvikles over tid, flere episoder eller sæsoner, ofte parallelt med andre storylines, for at skabe dybde og kompleksitet i fortællingen.

Sync
Sync

En sync inden for TV-produktion er en optagelse med en interviewperson - én af de medvirkende - som udtalelser sig om noget i forhold til TV-programmet. Syncer bliver ofte brugt til at kommentere på eller forklare noget, der er sket i historien i TV-programmet. F.eks. kan interviewpersonen tale om, hvordan de følte i et bestemt øjeblik - måske da kagen faldt på gulvet på vej op til dommerbordet.

T
T

Take
Take

Et take er en uafbrudt kameraoptagelse af en enkel indstilling. Ofte bliver der optaget flere takes af hver indstilling før instruktøren eller fotografen er tilfredse med optagelsen - og for at have forskellige versioner at klippe i.

Textures
Textures

Inden for digital 3D-animation bruges ordet "texture" om de overfladedetaljer, der bliver malet på de digitale modeller for at give dem farve og gøre dem mere realistiske. En texture giver både modellen farve og et indtryk af tekstur, men textures hænger uløseligt sammen med shaders. Sammen giver de indtryk af en troværdig overflade på 3D-modellen - indtryk af et materiale som f.eks. træ, hud eller sten.

Total station-instrument
Total station-instrument

Et total station instrument er et præcist måleværktøj, der bruges på settet til at indsamle nøjagtige data om afstande, vinkler og størrelser på kulisser og objekter på settet. Måleinstrumentet kan bruges, hvis der skal laves VFX til optagelserne. Med det, kan VFX-holdet indsamle nøjagtige 3D-koordinater af settet, som hjælper dem med at matche digitale elementer til de virkelige omgivelser i optagelserne ved at sikre korrekt skala, placering og perspektiv for elementerne, når de bliver sat ind.

Tracing
Tracing

Tracing betyder "sporing" og bruges særligt inden for animation. Det er en proces, hvor man tegner nye billeder fysisk eller digitalt ud fra eksisterende billeder eller optagelser. Man "sporer" elementerne fra det eksisterende materiale og tegner det nye billede ud fra det gamle, men med små justeringer, så det ikke er en eksakt kopi. Det bruges ofte til at skabe animation baseret på live-action-optagelser eller til at overføre detaljer til nye designs.

Tracking
Tracking

Tracking betyder "sporing". Det kan referere til en kamerabevægelse, hvor kameraet følger en bestemt person eller genstand under optagelserne ved at bevæge sig i samme retning - enten med en dolly, et steadicam eller noget helt tredje. Det kan også referere til digital sporing af kameraet, personer eller genstande i en optagelse. Ved kamera-tracking genskaber man kameraets bevægelse digitalt, så VFX-elementer kan integreres præcist. Ved objekt-tracking sporer man bestemte objekter i billedet, så effekter kan lægges præcist på dem. Se også tracing.

Transskribering
Transskribering

Transskribering vil sige at nedskrive tale fra en optagelse til tekst. Det bruges ofte inden for TV til at skrive interviews eller dialoger fra råoptagelser ned. Inden for film og serier transskriberer man også dialogen, når man skal lave undertekster. Under produktionen af en film, serie eller et TV-program transskriberer man ofte for at have noget på skrift, som kan hjælpe manuskriptforfattere, klippere eller andre under deres arbejde.

Treatment
Treatment

Et treatment er en kort og beskrivende tekst, der opsummerer handlingen, karaktererne og stemningen i en film, serie eller et TV-program. Det bruges til at præsentere en idé for producenter og investorer, før man udvikler et manuskript. Et treatment er typisk mere detaljeret end en synopsis, men uden fulde dialoger.

U
U

Udvikling / udviklingsfasen
Udvikling / udviklingsfasen

Udviklingsfasen er det første skridt af en film-, serie- eller TV-produktion, hvor idéen til filmen, serien eller TV-programmet bliver udviklet og formet. Arbejdet med at udikle kan variere meget fra produktion til produktion, men overordnet set går fasen ud på at skrive manuskript og lægge en kreativ vision for produktionen. Det er også i udviklingen, man begynder at sammensætte et produktionshold og lægge de første overordnede budgetter, udarbejde treatments og pitch decks og søge finansiering. Udviklingsfasen kan tage lang tid - op til flere år i nogle tilfælde. En produktion er i sin udviklingsfase indtil finansieringen er fundet, hvorefter præproduktionsfasen kan begynde.

V
V

VFX
VFX

VFX står for "visuelle effekter". Forkortelsen bruges om alt det, der bliver skabt, ændret eller fjernet digitalt i en live-action-optagelse. Det kan bruges til tilføje ting, som ikke eksisterer i virkeligheden, eller som er umulige at optage på film. Det meste kan lade sig gøre digitalt med VFX, hvis der er budget til det. VFX kan indgå i film-, serie- og TV-produktioner på mange måder, og arbejdet med det er mangeartet og dækker over mange forskellige teknikker og digitale værktøjer. Det kan bruges til at integrere kunstige baggrunde ved hjælp af en green screen, eller integrere CGI-elementer som fantasivæsner. Det kan også bruges til at fjerne uønskede elementer i billedet eller ændre størrelsen på noget. Man kan endda lave helt kunstigt skabte kulisser under optagelserne i det, man kalder "virtual production". På den måde er VFX en samlebetegnelse, som kan bruges om mange forskellige ting og arbejdsopgaver, og VFX-studier (virksomheder) kan have adskillige arbejdsopgaver på en produktion eller specialisere sig i en enkelt type VFX.

Vinkling
Vinkling

Vinkling er den måde, en historie eller et emne bliver præsenteret i en dokumentar, et TV-program eller en film eller serie. Ordet stammer fra journalistik og handler om, hvilket perspektiv, fokus eller budskab, man vælger for at forme fortællingen og ramme publikum. Det kaldes også "at vinkle" historien. Vinklen man vælger er afgørende for, hvilket fokus historien har, og hvilken påstand og budskab historien viser.

Voice-over
Voice-over

En voice-over er en fortællerstemme, som publikum kan høre, men ikke se i en film, serie eller et TV-program. Det er en stemme, der høres mens publikum ser billeder/optagelser af noget andet. Voice over bruges ofte i dokumentarer, TV-programmer eller personlige skildringer til at forklare, uddybe eller give indblik i en karakters tanker.

W
W

Wilhelm-skriget
Wilhelm-skriget

Wilhelm-skriget er en ikonisk lydeffekt af et skrig, der første gang blev brugt i filmen Distant Drums fra 1951. Skriget blev til en stock-lyd, som siden hen er blevet brugt i utallige film. Skriget blev populært at bruge i 1970'erne, da lyddesignere som Ben Burtt genbrugte det i Star Wars og andre film. Det bruges ofte, når nogle falder ned fra store højder og er blevet en intern joke og hyldest i film og TV.

Wireframe / mesh
Wireframe / mesh

En wireframe, også kaldet mesh, er den grundlæggende 3D-struktur for en digital model, der bruges i animation og VFX. Den består af et netværk af linjer og punkter, som viser objektets form uden detaljer. En 3D-struktur består af sammensatte polygoner (mangekanter), som til sammen skaber en 3D-form. Jo færre polygoner, jo simplere en form og omvendt. En simpel terning består f.eks. af seks polygoner (seks kvadrater). En wireframe / et mesh fungerer som skelettet, der senere dækkes med textures og shaders for at skabe et færdigt udseende til 3D-modellen.

X
X

Y
Y

Z
Z

Zoom
Zoom

En kameraoptik, som kan skifte brændvidde. Objektivet gør det muligt at skifte mellem et bredt og et snævert perspektiv - eller vidvinkel og tele - i en glidende bevægelse uden at skulle skifte objektiv.

Å
Å

Æ
Æ

Ø
Ø